Det syder og bobler i Kina

• Print
• Send
• Del

Denne blog er ikke længere aktiv, og du vil derfor ikke kunne forvente svar og reaktioner fra bloggeren.

Henrik Henriksen

Områdechef og chefstrateg hos PFA Pension. Henrik Henriksen har arbejdet med investering i mere end 20 år. Tidligere som investeringschef i Straumur Asset Management og investeringsstrateg i AP Pension. Forud for det var han aktiestrateg i Jyske Bank og i en årrække den mest citerede af slagsen i medierne. Han bruges ofte som kommentator af DR og TV2 og som foredragsholder. Af uddannelse er han cand. oecon, og han har tidligere undervist og fungeret som censor på bl.a. HIH og CBS.

Søg på bloggen

Af Henrik Henriksen fredag den 22. januar 2010 kl. 17:53

Jeg har i denne uge deltaget i en række spændende investeringsseminarer, hver med deres vinkel, men der var et emne som gik igen: Kina. Når man betænker den hast, hvormed landet vokser både i økonomisk og i politisk indflydelse, er det ikke så sært. Kina har overtaget rollen som verdens største eksportør fra Tyskland, og er netop i disse måneder i færd med at overhale Japan som verdens næststørste økonomi. Men i virkeligheden har de allerede overtaget rollen som verdens mest betydende økonomi: I 2008 var tilvæksten i Kinas BNP større end tilvæksten i det amerikanske BNP, og i 2009 var landet helt uden konkurrence den største drivkraft i den globale økonomi. Synes man at Kina må bære hovedansvaret for, at den globale klimakonference i København sluttede med et magert resultat, må man samtidig huske at kreditere dem, at uden den robuste fremgang i den kinesiske økonomi, ville den globale finanskrise have udviklet endnu værre.

Når det kinesiske væksteventyr skal forklares, sker det ofte med afsæt i deres hastigt voksende eksport af billige varer til vesten. Det er ”os” der trækker dem. Men abonnerer man på den holdning, var der noget som ikke stemte i 2009. Der skete en voldsom opbremsning på de vigtige eksportmarkeder i USA, Europa og Japan, og alligevel fortsatte den kinesiske økonomi sin fremdrift. Det er i løbet af det seneste år blevet tydeligt, at der er en større økonomisk afkobling mellem det der sker i den vestlige verden og Kina. Teorien om at Kina kun har én streng at spille på – eksporten – er ganske enkelt forkert. Landet har ganske vist en meget stor eksport i forhold til andre store lande, men i det seneste årti er det i realiteten kun i perioden 2005-07, at nettoeksporten har spillet en tydelig rolle som vækstdriver.

Den helt store motor i økonomien er de hastigt voksende investeringer. En sådan økonomisk model er ikke holdbar på lang sigt, for når investeringer stiger kraftigt, sker der overinvesteringer og fejlinvesteringer. Den robuste vækst i 2009 var blandt andet mulig, fordi myndighederne accepterede en kraftig vækst i bankernes udlån. Vi ved af bitter erfaring hvad der sker, hvis bankernes udlån i en længere periode går over gevind: Der opbygges ubalancer og når lavkonjunkturen rammer, er der mange som ikke er i stand til at betale deres gæld tilbage. Det kommer også til at ramme Kina før eller siden. Jeg hælder til at det bliver ”siden”.

Asien blev ramt af deres egen kreditkrise sidst i 90’erne og har brugt det seneste årti på at styrke balancer, konkurrenceevne og valutareserver. Den økonomiske politik er ganske vist meget ekspansiv, men pengene investeres i veje, havne, jernbaner, vindmøller, boliger og bygninger – alt sammen noget kineserne har et stort behov for – og i ikke fladskærms TV og firehjulstrækkere som i USA. Et anden vigtigt kendetegn ved den kinesiske vækstmodel, er en høj opsparing og et stort overskud på betalingsbalancen. Det sætter dem i stand til ”selv” at finansiere deres vækst og investeringer. Derforuden har de også midler til at købe blandt andet de statsobligationer, som er med til at finansiere det amerikanske overforbrug.

Det mest indsigtsfulde indlæg jeg hørte om Kina var fra lektor Clemens Stubbe Østergaard, Institut for Statskundskab ved Århus Universitet. Han pegede også på en række nye drivere for det kinesiske privatforbrug, som for alvor er ved at vinde styrke. De kinesiske forbrugere nærmer sig hastigt det indkomstinterval på USD 6000 – 9000, hvor erfaringer fra andre lande peger på, at forbruget for alvor begynder at tage fart. Demografien varsler mange kinesiske bryllupper frem mod 2015, hvilket også vil stimulere privatforbruget. Dertil kommer, at kineserne i al ubemærkethed har fået deres egen sundhedsreform, som vil dække 90% af befolkningen i 2011. Det vil sammen med en udbygning af den sociale forsorg reducere behovet for opsparing og øge forbrugspotentialet. Netop i disse måneder er Kina blevet verdens største bilmarked (målt ved antal solgte biler), og de seneste tal viser at detailsalget vokser med 17-18%.

Set med investorøjne er det potentielt bekymrende, når så mange taler om det samme tema. Det varsler en ny boble. Vi alt for godt hvordan det endte med IT aktierne og siden boligmarkedet. Det kinesiske boligsalg steg med hele 80% i 2009 og vidner om en økonomi der syder og bobler.

Men det tager normalt adskillige år at bygge finansielle bobler op, og så længe de næres og prisen på aktier og fast ejendom ikke har mistet jordforbindelsen, kan de blive ved med at vokse. Den økonomiske politik er stadig meget ekspansiv i Kina: Renterne lave, valutakursen markant undervurderet og i skrivende stund mangler man stadig at sætte halvdelen af den finanspolitiske hjælpepakke på knap 600 mia. USD i søen. Den kinesiske økonomi styres af kommunistpartiet og 5-års planer, hvilket på kort sigt giver en større sikkerhed for væksten. Dertil kommer, at den kinesiske centralbank har det som et mål at bekæmpe bobler i modsætning til den amerikanske centralbank, som (indtil nu) alene har koncentreret sig om at mindske skadevirkningerne når de brister. Den strategi kan man næppe påstå, at Fed har haft megen succes med på det seneste. Modsat er den kinesiske centralbank fra årets start påbegyndt en stramning af pengepolitikken.

Om kineserne på lang sigt kan blive ved med at lykkes med deres centralt styrede økonomiske politik og meget høje vækst er en anden sag. En så kraftig vækst i investeringerne vil ende i en hård landing, men der kan gå adskillige år før det sker. Kina står i en gunstig budgetsituation, mens vi i vesten med vores dyre velfærdsstater og høje gæld har nået den absolutte grænse for finanspolitikkens ydeevne. Det vil tage Kina årtier at nå dertil, og indtil det sker, vil der ikke være økonomiske ressourcer som begrænser væksten.